THE 1995 USA CROSS COUNTRY ADVENTURE

I sensommeren 1994 kom min kammerat, Jakob Rose Hansen, og jeg til at tale om at arrangere en ferietur til Guds Eget Land - Amerika. Vi gik længe og overvejede det - kunne det virklig føres ud i livet eller ville der være for mange problemer med at skaffe en bil, ruteplanlægning, tid og naturligvis penge.

Vi fantaserede om en Ford Mustang convertible fra omkring 1989 med en lille 5.0 liter motor, aut.gear osv., men gik så væk fra tanken om at købe bil. Det ville blive for besværligt, hvis overhovedet muligt, at skaffe forsikring til os og en bil på grund af vores alder - på det aktuelle tidspunkt; 21 og 20 - undertegnede sidstnævnt.
Vi indhentede så istedet tilbud fra udlejningsselskaber såsom Hertz, Avis, Alamo etc., men enten var det helt umuligt at leje medmindre man var 25, eller også måtte kun den ene af os køre. [Gæt hvem!! :-((]

Vi spekulerede også på muligheden for en drive-away bil; en bil der skal fra måske den ene kyst til den anden for et biludlejningsselskab eller privatperson. Man får på den måde en gratis bil, skal kun betale benzinen men skal til gengælde køre et fast antal miles om dagen - typisk 400, hvilket svarer til 640 km. Ikke uoverkommeligt - men således kan en fridag fra køreriet dårligt tillades. Desuden skulle vi så også være småheldige at finde en bil, der lige netop skulle fra vores ankomststed til en større by på vestkysten.

Derfor gik vi tilbage til ideen om at købe en bil. Fra bekendte i San Francisco området fik vi at vide, at det godt kunne lade sig gøre, og at de gerne ville hjælpe os med at finde en bil. Samtidig var de i forsikringsbranchen og kunne muligvis også hjælpe os med forsikringen, når vi fandt en bil.
Fra en penneven i Alabama fik jeg tilsendt en 'Used Cars Guide' indeholdende billeder og data af næsten samtlige biler på det amerikanske marked fra 1985 og frem til d.d. Der var en lille beskrivelse af bilen, hvad der havde været af kendte problemer med de enkelte modeller og vigtigst af alt: Hvad bilen skulle koste, når den var fra 19xx og i perfekt/god/dårlig stand.

I forvejen havde vi allerede v.h.a. ovennævnte bog allerede dannet os præferencer over for et par bilmærker og modeller: Vores favorit var nok Chevrolet Caprice - enten modellen fra slutningen af 80'erne eller den nyeste fra 1991. Begge to et par dejlige slæder - gyngende og rummelige.
Andre muligheder var Lincoln Towncar, Ford Crown Victoria eller en anden amerikansk (ikke noget riskoger eller europæisk her!) flyder med mindst en 4 liters motor og selvfølgelig automatgear, aircondition og cruise control og gerne da også en masse elektrisk sjov.

Vi havde også efterhånden fået lagt os en plan. Idet bilen skulle købes på vestkysten, besluttede vi også at returnere dertil, selvom man muligvis kunne få en mere for bilen på den anden, nordlige kyst, hvor de jo har vinter og salt på vejene i en del måneder af året. Ruten så ud som nedenstående billede viser: En ordentlig bid men med en dejlig bil med cruise control (fartpilot), god plads på vejene og to til at køre mente vi nu nok, at det var til at overkomme. Regnede lidt på det og kalkulerede med 400 km om dagen - ved 40 dages kørsel og 20 dages fri.

Overnatning vidste jeg, fra tidligere USA besøg (1991, 1992 og 1994), ikke var noget problem. Overalt ligger der moteller og hoteller - alle til en overkommelig pris ($25 til 40 for to mennesker) altid med eget bad, TV, telefon og A/C på værelset. Fra Alabama fik vi også sendt et par motel-guides, således at vi med det samme havde et kort over f.eks. Motel 6's placering i Nordcalifornien.
Af en anden god ven fra folkeskolen og HH lånte jeg et Sony VHS-C kamera, og begge tog vi naturligvis fotoapparater med. Vejkort tog vi kun meget få med af, idet jeg på det tidspunkt var medlem af FDM, og FDM medlemmer hos American Automobile Association (AAA) kan få kort, brochurer, turbøger mm. ganske gratis. En ganske anden service hos AAA end man er vant til fra FDM, der ikke var os til nogen som helst hjælp mht. bilkøb/-leje. Faktisk var det kun vildledende oplysninger, vi fik derfra..

I juli måned tog vi ind til Kilroy Travels for at købe billetterne. Afrejsedatoen blev da sat til den 30. august og hjemrejsen var åben, således at vi ikke skulle være på nåle for at være tilbage i S.F. på en præcis dag.
Vi skulle flyve med British Airways, som jeg sidst fløj med i 1991 - også til Los Angeles. Vi kunne nemlig ikke få direkte fly (direkte fra London) til S.F., så vi skulle med et indenrigsfly fra L.A. til San Jose, der lå en halv time fra vores bekendtes by - Fremont.

Onsdag den 30. august ved 10.30-tiden kørte vi med to pakkede kufferter, en sportstaske, videotaske og skuldertaske afsted til Kastrup.

Hvor skal vi dog begynde? Ok, hvad med fra begyndelsen. :-) Vi fløj jo via London til Los Angeles, hvor vi skiftede fly endnu en gang - denne gang til et temmelig lille to-motores propelfly - SkyWest Airlines. Forinden havde vi dog to timer, som vi bl.a. brugte i en restaurant i L.A.s lufthavn med udsigt over alle flyene - de startende og landende og så skam også, da jumboen, vi var kommet i, lettede og fløj tilbage til London. :-)

Med Skywest fløj vi langs kysten nordpå til San Jose, der ligger i sydenden af San Francisco bugten. Der blev vi hentet af de amerikanere, vi skulle bo hos før og efter vi skulle køre cross-country. Vi var temmelig trætte da vi endelig nåede hjem, men vågnede frygteligt tidligt næste morgen og gik med lys og lygte i gang med at lede efter en bil at købe. Lokalaviser og reklameaviser blev gransket og vi ringede et par steder hen indtil vi fandt en mulig en hos en Saturn (det er et helt bilmærke, ejet af GM) dealer. Kørte derover - kun små 20 km derfra. :-)

Det var en 1987 Pontiac Grand Prix, 2 dørs, guld farvet eller på dansk; brun men IKKE en klam brun farve! :-) Havde naturligvis alt hvad hjertet kunne begære af udstyr - A/C, cruise, power breaks, windows, seat, steering osv. foruden den lille 5.0 V8 ude foran! Fik en prøvetur og var faktisk solgt dér! Bilen havde kun 52.000 miles på sig - ganske lidt når gennemsnittet derovre er 10.000 miles om året - og den var som sagt fra 87. Prisen skulle dog forhandles. Vi endte med $5500 incl. salgskat. (8,25%) Smogtest osv var også incl., men vi blev tilbudt en udvidet garanti, der dækkede transmission, steering, A/C, engine etc. for ... var det 580 dollars...

Vi skrev rejsechecks og diverse papirer under som gale en halv time efter sad vi i bilen på vej hjem mod Fremont - byen vi boede i. Vi skulle også have forsikring på bilen - det blev klaret næste dag og kostede en ca. $500... Det var jo nærmest en nødvendighed. Plader var der på den og de behøvede ikke at blive skiftet. California 2HNE387 var license platen. :-)

Vi tog afsted fra Fremont om tirsdagen - efter at have slappet af med familien hele weekenden og Labor Day om mandagen. Første stop var Eureka i Nordcalifornien. Vi kørte langs bugten, forbi San Quintin fængslet ud til Stillehavet og ad Pacific Coast Highway 1 nordpå. Det er måske en af de flotteste ruter i USA, men den er frygtelig snoet og altså ikke særlig nem at køre blot lidt ... tjept på. Så da muligheden bød sig, drejede vi fra den efter ca. 5 timer og istedet af bjergvej (hurra) ind i landet mod Legget i Redwood-distriktet, hvor der jo findes noget så fjollet, som et drive-thru tree! En kæmpe Redwood er skåret igennem, så selv de største dollargrin kan trille igennem - også Pontiacen, men der var da heller ikke for meget plads til sidespejlene. :-)
Ejeren af stedet hævder, at træet - der stadig lever - er 2200 år gammelt! Jaså.

Vi kørte derpå videre ud på motorvej 101 og drejede fra i Garberville - en ikke overinteressant by, men der fandt vi da et rimeligt motel at bo på. Der var pøl, som vi da var i, inden vi fandt os noget at spise den aften.

Næste dag kørte vi videre ad 101 gennem de store Redwoodskove med enorme stammer og kroner. Gennem Eureka (som var den foregående dags stop...), Crescent City indtil vi atter kørte østpå, længere ind i landet med Interstate 5 som mål. Den kører nord/sydpå fra Mexicos grænse, gennem Californien, Oregon og op til Staten Washingtons grænse mod Canada. Vejen til I-5 var også bugtet og stejl. Det fik en lille, lækker lampe i instrumentpanelet til at tænde sig - SERVICE ENGINE SOON. Lidt chockerede trak vi ind til siden og stoppede motoren, mens vi så i øjnene, at vi skulle finde en telefon (på en øde highway i bjergområde) og ringe efter en tow truck. Men da vi atter startede Grand Prixen, var lampen forsvundet og der var intet galt. Vi kørte videre indtil vi nåede Grants Pass, Oregon hvorfra vi ringede til Sue Matthews og fortalte hvor vi nu var og meldte vores ankomst til dagen efter. Vi kørte op på I-5 og nordpå til vi nåede Eugene, hvor der lå et Motel 6 - en motelkæde med forderable priser. I telefonen havde Sue fortalt, at der dér boede en David Flindt eller sådan noget, og at han var på Asian Link. Ham kunne vi jo prøve at ringe til, syntes hun og vi fandt ham da også i telefonbogen - og hans BBS, men vi lod det være ved tanken. :-)

Faxede hjem fra motellet og modtog en fax næste morgen, efter vi havde mæsket os i pandekager, bacon og scrambled eggs! Det var hyggeligt. Nåede Hillsboro ved Portland lidt over middag og blev mødt af Sues mand, Mike Jordan, ved et shopping mall. Vi fulgte efter ham hjem og lidt efter kom Sue hjem. De var mægtig flinke og vi boede der to nætter og så selvfølgelig det enorme Com-Dat BBS. Enormt i den forstand, at en hel væg var dækket af computere, skærme, modems og meget mere. Vi har et billede af det. Utroligt!! De havde vist 20 linier og en masse downlinks...! Vi skrev jo en del netmails til jer derfra og forhåbentlig har i også fået dem...?

Om aftenen kom Sues datter hjem og vi spiste til middag. Var i biografen, men fordi Apollo 13 først gik meget senere, så vi Mortal Kombat - noget af en skod-film, medmindre man er vild med kung-fuuuuuuuu, som det meste af filmen handlede om. Bagefter var frøkenen, Le Ann, vild efter at køre til stranden - skønt det var bælgbravende mørkt og Hillsboro ligger 11/2 time fra Stillehavet. Ikke desto mindre drønede vi derudaf i Sues ex-bil, en Chevrolet Beretta MED MANUELT GEAR!!! Undrede os lidt over hvilke intentioner hun mon havde for at ville til stranden, men vi så - eller hørte - da ihvertfald havet og frøs som bare pokker indtil vi vendte tilbage 1/2 time senere og var hjemme ved 1-tiden den aften.

Sue viste os Portland dagen efter. Ikke så forfærdeligt meget at se der bortset fra et museum om staten Oregon gennem tiderne - om nybyggerne, The Oregon Trail og den tekniske udvikling generelt. Hun havde kort tid forinden købt en minivan - en Chrysler Town and Country som var rigtig lækker - alt udstyr 8 siddepladser eller var det mere... :-"

Efter de to dage tog vi afsked med Mike og hende. De tog et billede af os foran Pontiacen og det billede er blevet lagt til D/L eller FTP et eller andet sted. Vi atter ud på Interstate 5 og drejede fra mod Mount St. Helens - en vulkan som var i udbrud i 81 eller so. Da vi var omkring 20 km. fra selve krateret, begyndte vi at undre os over, hvorfor der overalt lå væltede, nøgne træstammer og der næsten var helt goldt. Da vi efter nogle timer nåede toppen og enden af vejen, var vi ganske tæt på bjerget. Toppen af Mt. St. Helens er næsten væk og vi fik forklaret, at da vulkanen kom i udbrud, var det med sådan en kraft, at en stor bid af toppen blev sprængt i luften. Lufttrykket var så enormt, at det var dét, der blæste alle træer omkuld - vi kan ikke huske hvor langt det strakte sig, men det var langt - og meget hurtigt. En sø nærved blev et betragteligt antal meter 'højere' da sten og klipper væltede ned i den og på overfladen flyder stadig hundredevis af træstammer rundt fra dengang. Utroligt syn!!!

Vi kørte derfra og kort tid efter begyndte mørket at falde på. Vi nåede motorvejen 11/2 time senere, men først efter at have kørt på en eensporet vej for godt 6-7 km. Det var fuldmåne, men alligevel noget mørkt. Overnattede på et Motel 6 i Centralia, som lå centralt ved I-5. :-)

Vi kørte den 7.september videre nordpå ad Interstate 5 mod Seattle. Da vi ankom var vores eneste mål faktisk the Space Needle - et .. meter højt meget karakteristisk tårn der nærmest ender i en tallerkenformet udsigtsplatform med restaurant, gift shops mm. Man tog en elevator op til toppen. Turen tog knapt et minut og skønt den ikke kørte usædvanligt hurtigt, trommede det alligevel i ørene. Der var iøvrigt vinduer, så man havde oplevelsen af at køre op - ganske højt op.

Fra toppen var der en flot udsigt ud over Seattle og bugten - sikkert også hele vejen til Canada. Der var en del bjerge i området men smogen var ikke så slem. Efter at have gået et par gange satte vi os ind i restauranten eller baren for at få .. bare en cola. Det kunne vi da også godt - efter at vise ID!! For en cola! Men okay, de fik da hele albummet af billeder at se og vi fik vores colaer.

Vi kørte med elevatoren ned igen og gik videre over til en monorail, der render et kort stykke gennem Seattle. Købte en returbillet og steg på 'toget.' Banen var fra tresserne, skønt den udefra virkede noget nyere, men kørte faktisk også som noget fra dengang. :-)

(Hold iøvrigt øje efter den i filmen Assasins, der kommer til landet næste år - der springer Stallone ud fra den, ned på et tag og ind i en Mustang. Herlig scene - vi var ved at få popcornene galt i halsen, da vi genså monorailen et par uger efter i en biograf på østkysten.)

Vi kørte frem og tilbage med det tog og gik derpå ind i en stor, nærmest banegårdshal, som var under ombygning. I den stod ikke mindre end et 2.5 meter højt og 1 meter bredt stykke af Berlin-muren - med grafitti og det hele. Herligt at det ene øjeblik at kunne fotografere Seattle Spaceneedle og det næste Berlinmuren. :-)) Der var en historie om hvad muren havde lavet i Tyskland, så meget klogere gik vi 3-4 blokke ned til havnefronten. I turbogen havde vi nemlig læst om et IMAX teater, hvor der vistes en film om eksplosionen på Mount Saint Helens, som vi jo havde besøgt dagen før men aldrig fundet visitor centret.

Da der var en kilometer at gå derhen, tog vi med en sporvogn - en lidt anderledes en. Gammel vogn men flot og med konduktør og fører i fine uniformer, men det var en regulært transportmiddel for mange andre end turister. Kørte et stop for langt men var efter et par minutter alligevel ved biografen. Der var hundredevis af mennesker på den gade eller Waterfront, som den hedder. Vejret var lækkert og det var lørdag.

Vi så filmen, der var vældig interessant, og tog atter sporvognen tilbage. Vadede tilbage til bilen mellem lidt underlige mennesker - var det ikke rockgruppen Nirvana, der kom fra Seattle? :-) Da vi havde parkeret ikke så langt fra en McDonald's kunne vi jo lige så godt smutte en tur gennem den i drive-thru og snuppe lidt mad med. Som sagt så gjort inden vi vendte tilbage til 5'eren for kort efter at dreje østpå ad en anden motorvej - I-90 for at være helt præcis. Kørte ud af Seattle og ud i et flot bjerglandskab. Passerede også byen, hvor TV-serien og filmen Twin Peaks blev optaget, men glemte desværre at stoppe. :-/ (Kørte ikke igennem, men afkørslen var der skam - den hedder blot ikke Twin Peaks, jeg kan ikke huske navnet på stående fod og har ikke turbogen her... :-( )

Var tæt på at falde i en fart-fælde, vi havde endnu ikke købt en radardetektor. På en on-ramp, tilkørselsrampe, holdt en highway patrol - utvivlsomt med radaren på. Godt at Pontiacen havde gode bremser, når vi nu lå og kørte nogen og 70 miles...... Nevermind.

Vi kørte til det blev mørkt og havde kurs mod en mindre by midt i Staten Washington, der hed Moses Lake. Den fandt vi også og vi fandt et motel. Men på utrolig vis var det temmelig svært at finde et sted at spise aftensmad i den by. Vi endte på en KFC, hvor et par af de ansatte var meget interesserede i at høre hvad vi lavede derovre - og hvad alverden vi dog ville i Moses Lake?? :-)) Bagefter smuttede vi over i et døgnåbent supermarked og købte lidt 'stuff.' Prøvede også at faxe hjem derfra, men det lod sig ikke gøre - telefonen var lukket for opkald til Europa. :-)

Fortsættes... Klik her!